Nyt fra formanden

Her kan du læse hvad vores formand har på hjertet.

Kære medlemmer af Turistforeningen for Randers og Omegn

Tiden er inde til en opdatering fra Turistforeningen for Randers og Omegn. Vi ser nye tider i møde. Vi ser mulighederne for Randers og Omegn. Vi ser en lokal Turistforening, der med fingeren på pulsen kan arbejde FOR Randers.

Allerførst – tak fordi du med dit medlemskab bakker op om, at vi med et lokalt og folkeligt fundament kan arbejde for Randers og Kronjylland. Det betyder meget for det fremtidige arbejde i Turistforeningen.   

På Generalforsamlingen i slutningen af april blev der valgt en ny bestyrelse, som i den kommende tid, skal arbejde med at understøtte alle de herlighedsværdier, oplevelser og begivenheder som Randers har. Det er Randers – og alt det vi er stolte af ved Randers – der står øverst og nederst på Turistforeningens dagsorden. Det mener vi Randers har fortjent. Og det søger vi fortsat din opbakning til. Erhvervslivets opbakning er i den forbindelse også afgørende for det videre arbejde.

Turistforeningen har indgået et samarbejde med den lokale private aktør GoRanders Aps, der har den tidligere turistchef Anne-Mette Knattrup ved roret. På den måde har vi sikret, at den store viden og de gode relationer, der gennem mange år er blevet bygget op, kan arbejde for Randers.

Samarbejdet betyder også, at vi har mulighed for at tilbyde en lang række arrangementer med særlige medlemsfordele. Bl.a. udbyder GoRanders en række oplevelser, som I kan booke direkte på https://goranders.dk/shop/  med særlige medlemsfordele.

Det er bestyrelsens vision, at Turistforeningen for Randers og Omegn skal ”gentænkes” og spille en ny rolle, der har fokus på lokale sammenhænge og styrke de lokale kræfter. Vi skal sikre, at alle i vores område – store og små – kommer til orde og får spilletid. Vi vil sikre, at alle de gode historier bliver serveret for pressen. Til det har vi brug for hjælp. Vi vil gerne alliere os med de stærke ”agenter”, som har fingeren på pulsen og kan se på Randers med nye øjne. Vi forestiller os en slags Advisory Board, der mødes et par gange om året og drøfter taktikken, og giver løbende sparring. Vi skal være dynamiske og spille sammen, så vi også som by kan spille i superligaen.  

Vi glæder os til arbejdet og ser frem til jeres deltagelse.

Louise Brown
Formand 

Se udsendte nyhedsbreve

17. december 2021
klik her

15. januar 2021
– klik her

16. oktober 2020
klik her